Hvad er genudsætning?

Genudsætning betyder slet og ret, at man indfanger en ikke tam, vildtlevende kat, tester den for smitsomme sygdomme, får den neutraliseret og øremærket, og derefter slipper den fri i det område, den kommer fra, hvorefter man forpligter sig til at sørge for den.

Hvad er en genudsætningskat? En genudsætningskat er en vildtlevende kat, der ikke er tam.

Det vil sige, at en tam tilløberkat ikke skal genudsættes, men indleveres til et internat eller der skal findes et nyt hjem til katten, hvis man ikke kan finde ejeren via mærkning eller opslag.

Vildtlevende, ikke tamme katte kan som grundregel ikke afleveres på internat og formidles til nye hjem, da internaterne ikke har resurserne til det. Sådanne katte kan ikke håndteres af mennesker og finde sig til rette i et privat hjem. De bør derfor neutraliseres, så der ikke kommer flere, der deler deres triste skæbne som herreløse katte.

Hvorfor ikke nøjes med at fodre? Vildtlevende katte har trange kår i Danmark. Katten er ikke tilpasset vores natur og kan ikke klare sig uden menneskers hjælp. Sygdom, sult og kulde tager livet af tusindvis af vildtlevende katte hvert år, men fordi de formerer sig så ekstremt, er bestanden fortsat høj – omkring en halv million på landsbasis.

Nogle mennesker har ondt af disse stakkels katte og lægger mad ud til dem uden at sørge for neutralisering, hvilket desværre er medvirkende årsag til, at de stadig er så mange. Man bør ikke fodre vildtlevende katte uden samtidig at neutralisere - så gør man rent ud sagt kun kattene en bjørnetjeneste.

Hvad er fordelene ved genudsætning? Udover de åbenlyse fordele for kattene, der får nogen til at sørge for dem, er der kun fordele for de mennesker, der vælger at genudsætte. For det første får man kontrol over kattebestanden, hvilket er et ønske i mange bolig- og grundejerforeninger.

Neutraliserede katte slås og hyler ikke i kampen om at finde en mage og markerer ikke deres territorium med ildelugtende urin. Man slipper desuden for uønskede killinger. Genudsætter man en lille bestand, hjælper kattene med at holde fremmede, vildtlevende katte væk, så bestanden forbliver i ro. Og sidst men ikke mindst er kattene dygtige skadedyrsbekæmpere, der holder rotter og mus fra døren.

Hvem kan genudsætte katte? Det kan vi alle sammen, hvis vi vel og mærke har tilladelse fra indehaveren af den jord, kattene opholder sig på. Dette er ensbetydende med, at f.eks. boligforeningen skal støtte projektet.

Hvordan har man genudsætningskatte? Man forpligter sig selvfølgelig til at give rent vand og fodre (som man som regel alligevel gør) ligeledes skal man sørge for læ mod vind og vejr, og bliver en kat syg, skal den indfanges og til dyrlægen. Hvad gør man først? Det er en god idé at være flere om at genudsætte. Økonomisk kan det sagtens svare sig, da man er flere om at betale dyrlægeregningen, og man er også flere om at klare fodringen, når nogen f.eks. skal på ferie. Start med at få så mange som muligt med på idéen om at genudsætte de vildtlevende katte og læg en plan: Hvor mange katte holder til hos jer, og hvor mange ønsker I at beholde?

Nogle steder er der mange katte, og budgettet rækker ikke til at få genudsat dem alle. I så fald er det eneste forsvarlige at få aflivet de resterende på human vis, da de ellers fortsat formerer sig, bliver syge og lever dårlige liv. Der skal også styr på, hvem der fodrer og hvornår. Hvad gør man så? Når du eller I har samling på, hvor mange I er om projektet, hvor mange penge I kan rejse selv med hjælp fra os og vores skønne dyrlæge som giver fantastiske priser, hvem der skal fodre kattene, og hvor mange katte I ønsker at genudsætte, henvender I jer til en dyreværnsforening, der støtter genudsætning, f.eks. os.

En kattefælde er som regel en aflang trækasse, hvor katten går ind i den ene ende, og når den træder på pladen, hvorpå man har sat mad, klapper fælden bag den. Fælden er således komplet harmløs. Herefter skal kattene transporteres til os eller vores tilknyttede dyrlæge, hvor de først testes for virussygdommene FIV og FeLV. Begge vira er meget farlige og særdeles smitsomme, og er en eller flere af kattene smittede, må de desværre aflives, da de ellers smitter flere. Derefter bliver de neutraliseret, mærket og vaccineret. Når alt dette er overstået, bliver kattene hentet og genudsat i deres vante omgivelser. Kattene er nu det, man kalder genudsat.

Hvad koster det? Priserne varierer i forhold til om det er hunkatte eller hankatte.

Gennem vores forening er prisen 400 kr. pr. kat.

Eksempel fra et genudsætningssted

Dusty fra Lillebrænde

En del af de katte vi møder, kan genudsættes igen. Der er flere faktorer, der afgør om katte kan sættes ud igen. Men den primære betingelse er, at der er en fodervært. 

Det vil sige en person, der fodrer og kigger til kattene dagligt.

Vi har flere foderværter, som har genudsætningskatte, og det fungerer rigtig fint.

Bl.a. i Lillebrænde har vi en fodervært. Her endte en dame ufrivilligt med en koloni bestående af ca. 10 katte. Det blev lidt for meget, da kattene som bekendt formerer sig hurtigt. Vi blev kontaktet, og vi fik indfanget en del af kattene. Der blev indgået en aftale mellem fruen i huset og Jeanette, om at de kunne genudsættes efter neutralisering. Så i dag bor der en masse glade katte i Lillebrænde, der lever som vildtlevende katte udendørs. Men kattene har et hjem og det dejligste menneske, der holder øje med, at alle er ok og mætte. Foreningen hjælper, når det er muligt.